Nyt boligprojekt opføres

Etageejendom opføres på hjørnet mellem Sølystvej og Borgergade

4.000 kvadratmeter. Så stort bliver et nyt boligbyggeri, som Herm. Rasmussen A/S vil opføre på hjørnet af Sølystvej og Borgergade i Silkeborg.

Herm. Rasmussen A/S har nemlig vundet konkurrencen og udbuddet om et boligprojektet.

Byggeriet, som bliver op til syv etager højt, er tegnet af Laban Arkitekter.

Byggeriet hedder "Søhave", og her vil der være 30 boliger, der alle har udsigt til søen mod syd og altaner og tagterrasser på flere sider. De mindste boliger vil være 106 kvadratmeter, mens de største er penthouselejligheder på 189 kvadratmeter.

- Jeg er meget glad, det er en stor mulighed - men også en stor forpligtelse. Det skal laves ordentligt - og det bliver det, siger direktør i Herm. Rasmussen A/S Jan Skytte Pedersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Lejlighederne vil blive udbudt til salg som ejerboliger, og næste skridt i processen bliver udarbejdelse af lokalplan.