Nye stor-værker på Aros
To nye storværker af regnbue-kunstner på Aros
Han har gjort det igen. Det er ikke længe siden den verdenskendte kunstner, Olafur Eliasson leverede det nok hidtil største kunstværk til Aarhus. Nu kan endnu to storværker af selv samme kunstner dog opleves på kunstmuseet.
ARoS har netop erhvervet to enestående værker af den dansk/islandske kunstner. Der er tale om værkerne The inverted panorama house (2004) og Your atmospheric colour atlas (2009).
- Begge nyerhvervelser handler de om lys, farve og bevægelse, og udfordrer dermed vores sansning. På forskellig vis kredser de begge om farvers tilblivelse og fremtræden for det menneskelige øje - ligesom Your rainbow panorama, oplyser Bjarne Bækgaard der er Kommunikationschef på Aros.
Bliver en del af værket
I installationen The inverted panorama house, der er formgivet som et lille cirkus, aftegnes skiftende skygger og farverefleksioner fra en række roterende glasplader på en omgivende skærm. De besøgende bliver en del af værket, idet deres skygger projiceres op på den omgivende skærm og derved blandes med refleksionerne og skyggerne af værkets mekaniske indre.
I forlængelse af købet af de to installationer er det lykkes ARoS at forlænge hele præsentationen af Olafur Eliassons værker. Udstillingen skulle være lukket med udgangen af året, men den er nu forlænget til 26. februar 2012. Præsentationen er siden åbningen i midten af juni i år set af næsten 300.000 gæster.