Nye privatskoler billigere end kommunens skoler
Forældrene i Ørting og Randlev kommer til at spare penge, selv om de lokale folkeskoler lukker og bliver omdannet til privatskoler.
Odder Kommune har besluttet at lukke de to små landsbyskoler til næste sommer, men allerede nu er det på lokalt initiativ besluttet at etablere nye privatskoler i de eksisterende lokaler.
Selv om de lokale forældre skal betale en del af udgifterne til deres børns undervisning på de nye privatskoler, ender regningen paradoksalt nok med at blive mindre end i dag - i hvert fald hvis børnene går i skolefritidsordning.
I dag koster det 1.554 kr. om måneden at have et barn i en skolefritidsordning i Odder Kommune samt yderligere 113 kr., hvis barnet også skal passes om morgenen. Til nytår stiger prisen for en SFO-plads yderligere og kommer derefter til at koste 1.709 kr.
Til sammenligning kommer en elevplads på den kommende Margrethelyst Friskole i Ørting til at koste 1500 kr. om måneden inklusiv en SFO-plads med morgenpasning. Det andet barn i en familie koster 1.300 kr. og tredje barn koster 1.100 kr.
Dermed holder den nye friskole sig under priserne for, hvad en SFO-plads koster i en af Odder Kommunes folkeskoler.
- Vores mål har helt tiden været at lave en bedre og billigere løsning end den, kommunen kan levere, siger en tilfreds formand for Margrethelyst Friskole Jan Kjærsgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i mandagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.