Nye busser på gaden i Aarhus
De er bedre end de gamle, lover Aarhus Sporveje
I begyndelsen af det nye år får aarhusianerne en ny serie bybusser, der ifølge Aarhus Sporveje tilbyder bedre indretning og mere komfort.
Busselskabet har foreløbig bestilt 11 af de nye Solaris lavgulvsbusser, som er cirka en meter længere end de nuværende.
De nye busser har to rækker sæder i hver side. Til gengæld er der smallere i gangen, men ind- og udstigning både for, bag og i midten. Sæderne er blødere end vanligt, og der er bedre plads til benene.
Det er EU, som kræver lavbundsbusser med let indstigning, og de nye busser er meget bedre end de tidligere, der gav en del klager fra kunderne, fortæller direktør Torben Høyer i en pressemeddelelse.
Busserne - hvor de længste er 14,5 meter - har plads til 105 passagerer, hvoraf 42 er siddepladser. Selskabet skal have i alt 34 nye busser i 2012 og 2013.