Nye ambulancer og smerteklinik

Hele regionens budget er nu vedtaget

Det er et stramt budget med ganske få muligheder for økonomiske afvigelser, der her til aften blev vedtaget for Region Midtjylland.

Alle regionsrådets 41 medlemmer indgik et forlig om budgettet for 2015, som har en ramme på 22,4 milliarder kroner.

Budgettet lægger i høj grad op til effektiviseringer, omprioriteringer og implementering af udrednings- og behandlingsgaranti, lyder det i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland:

- Der er en stram økonomi i budget 2015 i Region Midtjylland, hvor især budgettet til tilskudsmedicin og sygehusmedicin er forbundet med usikkerhed. Dertil kommer, at der ikke er puljer til uforudsete udgifter eller udsigt til, at udgiftspresset letter i de kommende år,

Der er blandt andet bevilliget 22,35 millioner kroner til anskaffelsen af nye ambulancer, paramedicinere i udkantsområder, behandling af patienter med grå stær, urologiske lidelser, øre-, næse- halsområdet, de mindste akuthospitaler og Familieambulatoriet.

Som noget nyt besluttede regionsrådet også at oprette en smerteklinik for patienter med kroniske sygdomme, som skal have til huse på Regionshospitalet Silkeborg og udbydes i samarbejde med Aarhus Universitetshospital.

Læs hele den samlede budgetaftale for 2015 ved at klikke her.