Nydanskere har også en stemme
Integrationsråd gør indsats for øge valg-deltagelse
Ikke for at fiske stemmer, men for at få borgere med anden etnisk baggrund til at sætte kryds den 15. september.
- Det, at være aktiv medborger i et samfund, betyder også, at man deltager aktivt i de demokratiske valg, siger integrationsrådsformanden i Aarhus Kommune, Purnima Kumarathas til DR Østjylland.
Sammen med rådets andre medlemmer vil hun have stoppet den rutsjetur, som valgdeltagelsen blandt nydanskere tog ved seneste valg. Og derfor søsætter rådet ikke kun en kampagne, som skal få flere unge med anden etnisk baggrund til stemmeurnerne - valgets medlemmer rykker også ud i et af byens storcentre for at forklare indvandrere og deres efterkommere, hvorfor de skal sætte kryds den 15. september.
Der ligger flere forskellige årsager til grund for, at to tredjedele af alle stemmeberettigede indvandrere og efterkommere vendte valgboksen ryggen sidste gang, de kunne gøre deres demokratiske ret gældende.
- De føler ikke, at det vedrører dem - og andre synes ikke, at de har kendskab til det danske samfund, siger Purnima Kumarathas.
Hun vil ikke afvise, at den integrationsdebat, som har fyldt meget de seneste års valg, også kan have fået nydanskere til at holde sig væk fra stemmeurnerne. Alligevel mener hun ikke, at det burde holde nydanskere fra at stemme.
- Politik er i vores hverdag. Det foregår ikke kun på rådhuset eller på Christiansborg. Det berører os alle sammen, og derfor er det vigtigt, at man selv tager et ansvar, siger Purnima Kumarathas til DR Østjylland.
Kilde: DR Østjylland