Ny sparerunde truer familieskoler

Ny sparerunde truer med at lukke kommunes tre familieskoler

En ny stor sparerunde er formentlig den realitet byrådspolitikerne i Aarhus står overfor, og det kan gå hårdt ud over kommunens tre familieskoler. Det skriver DR Østjylland.

Skolernes leder Niels Jørn Munk har fået meldinger om, at det bliver svært at finde 8 millioner kroner til familieskolerne, og dermed må de lukkes:

- Og det er for mange børns vedkommende en katastrofe, siger Niels Jørn Munk til DR Østjylland.

Familieskolerne hjælper børn, der har så store konflikter med lærere og kammerater, at de risikerer at blive smidt ud af klassen.

Skolerne lader børnene og deres forældre få undervisning 3-4 gange om ugen i op til fire måneder, og det prøver omkring 90 familier om året i Gellerup, Tilst og Viby.