Ny S-kandidat i Randers
Tager over når Torben Hansen stopper
Socialdemokraterne i Randers Nord-kredsen har nu valgt den person, der skal tage over, når Torben Hansen stopper i Folketinget.
På et møde mandag aften blev Malte Larsen uden modkandidater valgt som folketingskandidat.
Malte Larsen har tidligere repræsenteret Socialdemokraterne i både Randers og Norddjurs kommuner. Han bor i Randers og er 45 år gammel.
Efter årene i lokalpolitik ser han frem til at prøve kræfter med landspolitikken.
- Jeg er utrolig glad for den tillid, vores medlemmer viser mig som deres nye folketingskandidat, og jeg glæder mig meget til arbejdet. En af de opgaver, der står lige for, er at skabe en løsning på dagpengespørgsmålet. Samtidig ligger der en stor opgave i at være repræsentant for Randers og Østjylland, siger Malte Larsen i en pressemeddelelse.
Torben Hansen har - helt modsat Malte Larsen - valgt at droppe Folketinget til fordel for en fremtid som byrådsmedlem i Randers. Han har stadig sin gang på Christiansborg, men stopper når den nuværende valgperiode er slut.