Nu må vandet snart drikkes

Har fundet kilden til forureningen

Foto: Colourbox

Mange borgere i og omkring Ebeltoft har gennem de seneste uger måtte koge deres drikkevand for at kunne drikke det.

Men nu er der godt nyt.

Djurs Vand oplyser, at man formentlig har fundet kilden til forureningen i vandet, og det betyder, at kogepåbuddet forventes ophævet i næste uge.

Kogepåbuddet skyldes, at der blev fundet colibakterier i vandet. For en uge siden blev påbuddet om at koge vandet ophævet i dele af området, så det nu er omkring 3.000 borgere, der koger vandet.

Se: Her skal vandet fortsat koges

- Drikkevandsforureningen stammer formentlig fra højdebeholderen, der både er en slags vandmagasin og et vandtårn. Vi har fundet ud af, at bakterierne formentlig kommer fra det, men ikke hvorfor, siger Tonny Sædam Frandsen, der er direktør i Djurs Vand.

Derfor har man lavet en omkobling af vandet, ligesom der er pumpet rent vand i ledningsnettet.

Nu skal der tages prøver af vandet, og hvis alt går som forventet, kan kogepåbuddet ophæves i starten af næste uge.

- Vi får svar fra prøverne i weekenden, og så skal Kommunen og embedslægen snakke sammen mandag. Vi kommer med en klar melding, så snart vi har den, siger Tonny Sædam Frandsen, der forventer, at prøverne er rene.

Han fortæller, at man den seneste tid har arbejdet intensivt for at finde årsagen til forureningen og derefter bygge om for at komme udenom højdebeholderen.