Nu kan man ringe efter bussen

Nyt bus- og teletaxa-system i Skanderborg

Foto: Midttrafik

I Skanderborg Kommune kan borgere nu ringe efter bussen. Flere nye busruter, gratis adgang til skolebusser og et nyt system af teletaxaer gør det fremover meget lettere at komme på arbejde, i skole eller på besøg.

Mens Region Midtjylland har skåret i de regionale busruter vælger Skanderborg Kommune at investere i mere kollektiv trafik. Udgifterne er således øget med 20 % fra 2011, oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
 
Satsningen på bedre busforbindelser skal være med til at binde kommunen bedre sammen og gøre det muligt at lade bilen stå. Blandt andet binder en helt ny busrute den nordlige og sydlige del af kommunen sammen, så kommunens unge let kan komme til og fra ungdomsuddannelserne på Campus Skanderborg.
 
Ellers er det mest iøjnefaldende et helt nyt system med teletaxaer, som man kan ringe efter. I alt 15 teletaxaer dækker en stor del af de områder, hvor der er færrest passagerer, og hvor de almindelige lokalbusser derfor ikke kører regelmæssigt. Teletaxaerne kører oftest i weekenden eller om aftenen, skal bestilles senest to timer, før man skal af sted.
 
En tur i en teletaxa koster det samme som en bustur på tilsvarende strækning, og passagerer kan tilmed bruge deres buskort. I mange områder kører teletaxaen fra dør til dør. Passagerer samles op på deres egen adresse og køres helt til endemålet. 
 
Også kommunens 12 skolebusser, som primært kører børn til og fra skolerne, kan nu benyttes af alle. Det er tilmed gratis at køre med.