Nu kan du bestille en betjent online

Et nyt tiltag skal gøre det lettere for østjyderne at få kontakt med en politibetjent

Betjente fra Østjyllands Politi var i dag på gaden i Hinnerup for blandt andet at oplyse om det nye initiativ, der skal sikre mere nærhed mellem borgere og politi i Østjylland.

Fra i dag kan alle borgere i Østjylland bestille en politimand online.

Ordningen hedder Bestil en Betjent og har til formål at skabe mere nærhed mellem borgere og politi i Østjylland.

Læs også I dag tages de første østjyske stærekasser i brug

Via en hjemmeside (politi.dk/oestjylland) kan man kontakte politiet, hvis man har forslag til en færdselskontrol eller en bestemt indsats i det område, hvor man bor. 

Sådan kommer du i kontakt med en færdsels- eller tryghedsbetjent

Gå ind på politi.dk/oestjylland

Klik på 'Bestil en betjent' eller 'Bestil en færdselskontrol'

Udfyld og send formularen

Skal man anmelde indbrud, færdselsuheld eller lignende skal man stadig ringe 114
Ved akut brug for udrykning, skal man altid ringe 112

Herefter vil man så blive ringet op af en betjent, som vurderer, hvad politiet eventuelt kan hjælpe med. Det kan for eksempel være, at politiet prioriterer at rykke ud med deres mobile politistation, hvis det eksempelvis handler om at skabe tryghed i et område. Det kan også være, at man har oplevet mange indbrud i et kvarter og derfor gerne vil have politiets råd til bedre sikring eller øget patruljering.

Den mobile politistation blev i dag vist frem i Hinnerup. 

Politidirektør Helle Kyndesen mener, at ordningen vil gøre det tydeligere for borgerne, at de gerne må kontakte politiet, selv om de ikke har en konkret episode at anmelde.

- Det vigtigste med en mobil politistation er, at det er udgangspunktet for vores møde og dialog med borgerne.  Vi kører ud med den bredt i hele politikredsen. Når vi stiller den op, er det tanken, at vi gerne vil i dialog med borgerne, siger Helle Kyndesen til TV2 ØSTJYLLAND.

Et lille kig ind i den mobile politistation.

Hun kan dog ikke garantere, at politiet straks rykker ud, når en borger henvender sig.

Kan komme ud i små byer

Østjyllands Politi har brugt den mobile politistation i et års tid.

- Det er vores oplevelse, at borgerne kommer hen og taler med os, siger Helle Kyndesen.

Der er 11 politistationer i Østjyllands Politi. De to største ligger i Randers og Aarhus.

- Med den her mobile politistation kan vi komme ud i alle de byer, hvor der ikke i forvejen er en politistation, siger Helle Kyndesen.

01:49

VIDEO: Her kan du høre politidirektør Helle Kyndesen fortælle mere om det nye initiativ.

Luk video

Bestil en Betjent bliver indført i forbindelse med, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mandag har præsenteret en række initiativer, der sætter fokus på lokalsamfundene. Her kan du læse det samlede udspil.

06:03

VIDEO: Justitsminister Søren Pape Poulsen præsenterede i dag et regeringsudspil. Udspillet består af 14 initiativer. Dem kan du høre mere om her. Video: TVMIDTVEST

Luk video

Østjyllands Politi dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner. Men ordningen er også på vej i andre politikredse landet over. 

Du kan for eksempel kontakte en forebyggelsesbetjent via hjemmesiden, hvis du:

  • Gentagne gange oplever uro, støj eller uorden fra unge i dit lokalområde, men ikke ved, hvem du skal kontakte
  • Ønsker at få en betjent til at holde et foredrag for fx din grundejerforening om digital tryghed, sikring mod indbrud og lignende
  • Er bekymret for en person i dit lokalsamfund, der fx udviser ekstrem eller radikaliseret adfærd