Nu indvies hotellet
240 nye værelser i Aarhus
Det nye store Comwell-hotel i Aarhus Midtby er nu klar til officielt at blive indviet.
Bygningen nær rutebilstationen og indkøbscentret Bruun's Galleri er 91 meter højt og har 25 etager. Hotelkæden Comwell råder over de 12 etager, hvor hotellet har 15.000 kvadratmeter til rådighed.
Hotellet åbnede for de første gæster tilbage i juli måned, men den officielle indvielse finder sted i morgen, onsdag.
Her står borgmester Jacob Bundsgaard (S) i spidsen for indvielsen, når han sidst på formiddagen klipper den symbolske snor.
- Comwell Aarhus er nu for alvor kommet i god drift, og vi kan allerede nu mærke en meget, meget positiv modtagelse fra gæsterne, siger hotelchef Julie Marie Baggesen i en pressemeddelelse.
Med åbningen af hotellet vender Comwell tilbage til Aarhus efter mere end 20 års fravær.
- Nu glæder vi os til den officielle indvielse, hvor vi får lejlighed til at vise alt det frem, som nu er blevet vores dagligdag og arbejdsplads.