Nordstrand til AGF?
Morten Nordstrand et muligt emne i AGF
AGF leder efter en målscorer, og idet FCK-angriberen Morten Norstrand har kontraktudløb til sommer og leder efter fast spilletid, så kan han være et aktuelt emne i AGF, oplyser sporten.dk.
Aarhusianerne har brug for at udfylde hullet fra langtidsskadede Peter Graulund, der formentlig også indstiller sin karriere til sommer.
Ifølge sporten.dk er den tidligere Lyngby, FC Nordsjælland og Groningen-angriber tæt på en tre-årig kontrakt med de hvide fra Fredensvang.
Der skal være tale om lægetjek på privathospitalet Hamlet først i de nye år, når Morten Nordstrand har spillet årets sidste FCK-kamp mod Standard Liege og er vendt hjem fra juleferie med familien.
Men før kontrakten bliver underskrevet, må AGF væbne sig med tålmodighed. Morten Nordstrand og hans agent, Bjarne Goldbæk, afventer i denne tid muligheden for et mere favorabelt økonomisk skifte til udlandet, men er slet ikke uinteresserede i Superligaoprykkerne.
AGF-sportschef Brian Steen Nielsen er ikke meget for at kommentere på Morten Nordstrand.
- Vi leder efter en angriber, ja. Men jeg kommenterer generelt kun på AGF-spillere, siger Brian Steen Nielsen til sporten.dk.