Nervøse for cyklister
Blandt bus- og taxachaufførerne i Aarhus er der stor frygt for at ramme en cyklist, fordi de bløde trafikanter på to hjul ser stort på reglerne
Det er en nervepirrende oplevelser for bus- og taxachauffører at møde cyklister i trafikken.
- Der er eksempler, som at man cykler over fodgængerovergange, at man cykler diagonalt på tværs af kryds, at man kører op på bussens venstre side, hvis vi holder i kø eller holder for rødt, fortæller Ejler Møller Petersen, der er buschauffør for busselskabet Aarhus Sporveje.
Særligt i Busgaden i det centrale Aarhus er chaufførerne ekstra opmærksomme på cyklisterne, fordi de ofte kører lige ud foran bussen.
- Sådan en cyklist, der lige kommer på tværs foran bussen, det giver sådan en chokoplevelse, som vi meget gerne vil undvære, siger Ejler Møller Petersen.
Der er mange cyklister, der ikke overholder loven, og det oplever også taxachaufførerne.
- Man ved jo ikke, hvor man har dem henne, de kører ud og ind, og cykler over fodgængerovergange, siger vognmand fra Dantaxi Henning Søndergård.
Ejler Møller Petersen har et godt råd til cyklisterne.
- Jeg vil sige til dem, at de skal tænke sig om, de skal ikke kun tænke på deres egen sikkerhed, men de skal tænke på de påvirkninger, de udsætter andre trafikanter for, siger han.
Blandt cyklisterne er der en fælles forklaring på, hvorfor de cykler, som de gør, og det er, at de har travlt.
Se hele indslaget, og hør hvad politiet siger til cyklisternes adfærd i videoen øverst i på siden.