Nedrykning koster AGF dyrt

Selskabet bag fodboldklubben AGF har et underskud på 17,4 mio. kr.

Foto: AGF

Hver eneste krone, der kommer i kassen hos Århus Elite, selskabet bag fodboldklubben AGF, bliver forvandlet til et underskud på mere end 50 øre.

Det er den korte historie i selskabets halvårsrapport, der viser et underskud på 17,4 millioner kroner ud af en omsætning på 32,7 millioner.

- Resultatet for halvåret har som forventet været kraftigt påvirket af nedrykningen til 1. division og er isoleret set utilfredsstillende, siger administrerende direktør Jan Christensen i regnskabet.

- Men jeg hæfter mig ved, at vi i perioden har formået at gennemføre væsentlige besparelser samtidig med, at vi har leveret solide sportslige resultater, siger Jan Christensen.  I øjeblikket ligger AGF på førstepladsen i 1. division. Holdet har syv point ned til de pladser, der ikke giver oprykning til landets bedste fodboldrække.

Det glæder naturligvis Jan Christensen, der også glæder sig over den økonomiske indsprøjtning på 59,6 millioner kroner, der blev hentet ved en aktieemission.

- Den netop gennemførte emission, der som bekendt blev fuldtegnet, styrker selskabets finansielle beredskab væsentligt og viser, at der er stor opbakning og tiltro til, at vi i fremtiden kan skabe sportslige resultater og få økonomien i balance, siger han.

For regnskabsåret 2010/11 venter Århus Elite fortsat et underskud på 29-37 millioner kroner.