Muslimer vil ikke synge om Jesus
Møllevangsskolen kritiseret for musikvalg
På Møllevangskolen i Aarhus har skolelederen bedt en musiklærer vælge salmer, der tager større hensyn til de muslimske elever, efter at elever i en 3. klasse og deres forældre protesterede over, at børnene skulle synge julesalmen "Her kommer Jesus dine små". Det oplyser Morgenavisen Jyllands-Posten.
Skoleleder Majbritt Jensen siger til avisen, at forældrene har fået besked på, at det er musiklæreren, der bestemmer repertoiret, men at hun samtidig overfor musiklæreren har tilkendegivet, at hun skal "overveje, om det er den bedste sang til at skabe en god situation nede i klassen".
En række skoler med mange elever med indvandrerbaggrund ændrer juletraditioner, fordi de står i et dilemma mellem kristne traditioner og hensynet til, at mange eleverne er muslimer.
Formanden for landets skoleledere, Anders Balle siger til jp.dk:
- Vi skal ikke give slip på den kulturelle del af julen, men de må heller ikke være forkyndende. Derfor vil jeg opfordre til, at man gør det frivilligt, om man vil deltage i f.eks. juleafslutninger i kirker, siger han.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S):
- Jeg mener, at det er en fin balance, at forældrene kan bede deres børn fritaget fra religiøse arrangementer, som ikke er en del af undervisningen.