Musik, løb og velgørenhed
Søen Rundt vil indsamle penge til Sølund
Et nyt initiativ skal være med til at sikre, at Sølund Musik Festival også bliver en realitet i 2015. Skanderborgs halvmarathon "Søen Rundt" vil løbe for festivalen, og på den måde rejse støttekroner.
I stedet for at lade en del af billetprisen gå til Sølund Musik Festival, som mange motionsløb gør, har "Søen Rundt - Skanderborg" set mod England, hvor det er meget normalt at deltagerne i motionsløb samler ind til velgørenhed.
Alle løbere til årets festival opfordres derfor til at oprette en indsamling til Sølund Musikfestival på indsamlingsplatformen BetterNow.
- Selvfølgelig vil vi gerne støtte op om Sølund Musik Festivals arbejde. Samtidig skaber vi et endnu federe halvmarathon, hvor deltagerne får en oplagt mulighed for at koble en velgørende oplevelse på deres løb. Det her handler for os om at bygge tætte bånd i mellem deltagerne både før -, under - og efter løbet, siger løbsleder Peter Frederiksen i en pressemeddelelse.
Og der er allerede interesse for initiativet. Lars Michael Bang, der selv er medhjælper på Sølund Musik Festival har allerede samlet mere end 6000 kroner ind til Sølund Musik Festival via BetterNow.
- Jeg samler ind til Sølund Musik Festival, fordi de handicappede ikke skal glemmes. Hvis ikke vi kan hjælpe udviklingshæmmede mennesker og give dem adgang til nogle af de glæder, vi andre har, så har vi ikke nær så meget overskud, som vi går rundt og tror. Det giver en god mulighed for mig at inddrage familien og gamle venner i min hverdag og træning, siger han i pressemeddelelsen.
Startskuddet til "Nem Forsikring Søen Rundt - Skanderborg" lyder den 21. september.
Læs mere på www.søenrundt.dk