Museumsdirektør skyder lavt besøgstal ned
Opgørelse viser, at Ferskvandsmuseet i Ry kun havde 265 gæster sidste år. Museumsdirektør mener ikke, tallet er retvisende
Museumsdirektør Lene Høst-Madsen fra Museum Skanderborg sukker.
Ferskvandsmuseet i Ry, som hører under Museum Skanderborg, havde ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik kun 265 gæster sidste år. Den historie kører i forskellige medier, og det er det, som museumsdirektøren sukker over.
Tallet er meget misvisende, mener Lene Høst-Madsen. Ferskvandsmuseet tæller nemlig ikke sine gæster, så det er umuligt at sætte det præcise antal på. En ting er hun dog sikker på, og det er, at antallet er langt højere.
Læs også
- De 265 gæster, som optræder i opgørelsen, er de 265 børn, der deltog i vores sommer for børn-forløb. Når vi ikke tæller gæsterne, kan vi ikke indberette andet, siger Lene Høst-Madsen.
Hun fortæller, at antallet af gæster - baseret på de oplysninger, museet har - ligger i omegnen af 3000.
- Så de 265 gæster tegner ikke et retvisende billede af virkeligheden, siger Lene Høst-Madsen.
Ferskvandsmuseets udstilling findes i en træbygning på Siimtoften nær bådehavnen i Ry. I akvarier, montrer og på plancher kan gæsterne opleve dyre- og plantelivet, der eksisterer ved de ferske vande i Søhøjlandet.