Museum lukker i to år
Grauballemanden modtager ingen besøg de næste to år
Ingen vil kunne besøge Grauballemanden og se de andre forhistoriske fund på Moesgård Museum i to år.
- Der er formentlig ingen vej udenom at lukke helt ned i to år fra 2012. Det siger museumsdirektør Jan Skamby Madsen til Århus Stiftstidende.
Han peger dog på, at museet langt fra vil være helt begravet frem mod genåbningen i juni 2014.
- Det er en lang periode på næsten to år, hvor vi skal flytte og indrette de nye faciliteter. Men vil fortsætte med at komme ud til vore gæster. Bispetorvet i Aarhus er en oplagt mulighed for at lave udstillinger, lige som vi vil lave jævnlige rundvisninger her på byggepladsen. Vi har også en idé om at lave koncerter med herregården som kulisse, siger han.
I juni 2014 åbner museet med 10.000 nye kvadratmeter, og det bliver med en udstilling i en helt unik ny bygning, der flugter med terrænnet. Byggeriet koster 345 millioner kroner og er blevet muligt med blandt andre støtte fra Velux Fonden, der giver 130 mio. kr.