Museum høster international pris for formidling af madens historie

International anerkendelse til Madens Hus på Det Grønne Museum

01:37

VIDEO: Her kan du se mere om Madens Hus og den internationale anerkendelse, som museet har fået.

I Madens Hus på Det Grønne Museum kan du ikke bare lære om madens kulturhistorie, du kan også dufte og smage dig vej gennem udviklingen helt tilbage fra 1600-tallet og op til 1970'ernes kødgryder. Og det har nu skabt opsigt ude i verden.

De historiske køkkener i Madens Hus på Det Grønne Museum ved Gl. Estrup er, ifølge World Food Travel Association, nemlig en madoplevelse der er værd at rejse langt efter.

Læs også Samsinger kåret til årets økologer: - De peger ud i fremtiden

- Vi er simpelthen så glade, fordi vi har fået denne internationale anerkendelse, siger museumsinspektør Bettina Buhl til TV2 ØSTJYLLAND.

Betinna Buhl mener, at vi skal være stolte af den danske madhistorie.

Begyndte for to år siden

Søndag modtog museet prisen 'Best Conversion of Historic Building as a Food Lover Attraction' ved Food Trekking Awards 2018 i London for dets arbejde med at formidle madens kulturhistorie.

- Vi står her og kan næsten ikke være i vores kroppe, for det har været et hårdt slid. Vi har eksisteret i små to år, hvor vi har eksperimenteret og forsøgt at prøve at nå så mange forskellige målgrupper som overhovedet muligt og give så meget forskelligt af vores danske madhistorie som overhovedet muligt, siger Bettina Buhl.

Fun fact

Ideen til konceptet med Madens Hus opstod efter forfatterne bag TV2´s populære serie 'Badehotellet' tog kontakt til museet for at få ideer til, hvilke menuer og hvilke råvarer man brugte i slutningen af 1920'erne.

- Vi vil gerne fortælle om de forskellige råvarer og deres historie. Vi skal ranke ryggen og være stolte af vores madkultur i Danmark, for vi kan virkelig noget, og det er det, vi gerne vil viderebringe – også gerne internationalt, siger museumsinspektøren.

Fire autentiske køkkener

Gennem Madens Hus kan man opleve, hvordan man laver mad i 4 autentiske køkkener: Et ildstedskøkken fra 1600-tallet, et brændekomfurskøkken fra 1880’erne, et 2. verdenskrigskøkken og det blomstrede og brun/orange køkken fra 1960/70’erne.

Læs også VIDEO: Hør Kronprinsens tale til Kløvedal

Men museet kigger også fremad og arbejder med fremtidens fødevareudvikling.

- Det vildeste vi har lavet her er at lave kokkerefugium, hvor kokke fra hele landet og også internationale gæster kommer for at eksperimenterer med de her gamle køkkenteknikker, som Madens Hus rummer, men også de fantastiske råvarer, som vi har i vores køkken og stalde, siger Bettina Buhl.

Museum høster ros herhjemme

Kulturminister Mette Bock (LA) lykønsker museet og roser dets arbejde.

– Museets stærke profil i formidlingen af vores fødevarer og udviklingen af madkultur gennem tiderne er et resultat af et kontinuerligt arbejde gennem mange år, og har fået endnu en dimension efter fusionen af Dansk Landbrugsmuseum og Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i 2017, hvor maden fra jagten også er kommet med, siger Mette Bock i en pressemeddelelse.

Det Grønne Museum og Madens Hus ligger ved Auning på Djursland.

Det er Region Midtjylland, der står bag indstillingen til prisen, og det glæder regionsrådsformand Anders Kühnau (S), at museet gik hele vejen.

- Det Grønne Museum på Norddjurs ér en klasse for sig, når det handler om at omdanne historiske rammer til en gastronomisk attraktion. Det er et helt unikt sted, hvor både professionelle kokke og vi almindelige mennesker kan hente ny viden og madoplevelser. Region Midtjylland har i forvejen titlen som Europæisk Gastronomiregion, og museet med Madens Hus er et perfekt eksempel på, hvad det drejer sig om: At kombinere madoplevelser med kultur, nytænkning, formidling – og funderet ude på landet, hvor maden kommer fra. Vi er stolte af, at det også bliver bemærket internationalt, lyder det fra Anders Kühnau i en pressemeddelelse.