Mor fjerner barn fra institution

Moderen til Marco, der selv gik hjem fra vuggestue, har nu fået barnet væk fra Galaksen i Sabro.

Halvandet-årige Marco er vel nok det mest omtalte barn i Østjylland for tiden.

Og nu kan han så belave sig på at skifte vuggestue midt i al virakken.

Hans mor, Kirsten Mygind, har nemlig besluttet at tage sin søn ud af vuggestuen Galaksen i Sabro.

Det sker efter, at Marco gik hjem på egen hånd i går.

- Jeg har haft et møde med områdechef Ole Ibsen, og jeg må simpelthen sige, at jeg ikke længere har tillid til pædagogerne på Galaksen. Så nu skal Marco starte et andet sted på mandag, siger Kirsten Mygind til TV 2 | ØSTJYLLAND.