Modstandertræner spillede mod sit eget hold: Klubber er rystede
Aarhusianske divisionsklubber tager skarpt afstand til Carsten Hemmingsen, der i sin tid som Middelfart-træner, spillede mod sit eget hold
Brabrand IF og Aarhus Fremad fra 2. division er blevet involveret i en spektakulær sag om matchfixing i dansk fodbold. Det er den tidligere superligaprofil Carsten Hemmingsen, som er centrum i sagen, der dog trækker flere tråde til Aarhus.
Hemmingsen har været ude og indrømme, at han som træner for Middelfart spillede på flere af holdets egne kampe, og i to tilfælde sågar satsede på modstanderen. Kampene her var mod aarhusianske Brabrand IF og Aarhus Fremad. Begge opgør som Middelfart tabte.
- Jeg læste om sagen i aftes, og tænkte første at han kun havde spillet på sejr til sit hold. Så er det stadig mod reglerne, men så kunne Hemmingsen gå ud og undskylde. Da jeg så fandt ud af, at han havde satset på nederlag, blev jeg noget rystet, siger Brabrand IF cheftræner, Tom Søjbjerg, til tv2oj.dk.
Nu sættes der spørgsmålstegn ved sejr
Han var også træner i den pågældende kamp i august sidste år, som Brabrand vandt 2-0.
- Allerede tidligt bemærkede vi, at Middelfart-spillerne var sløve og uopmærksomme. De havde spillet en hård pokalkamp i Vejle nogle dage forinden, så vi tænkte, at det var derfor. Og det gør jeg nu stadig - tror simpelthen ikke på, at træneren har gjort noget for at gøre dem mindre oplagte, forklarer Tom Søjbjerg.
At Brabrand nu er blevet en del af denne sag, ærgrer cheftræneren.
- Vi spillede en fremragende kamp, og havde lavet alle de rigtige forberedelser. Men nu vil nogen så sige, at det slet ikke var derfor, vi vandt. Det er vi virkelig trætte af, lyder det fra ham.
Sætter spillet i miskredit
Men Tom Søjbjerg forventer dog ikke, at der fremover kommer større fokus på ham som træner og den måde, som der bliver ageret på i forbindelse med kampene.
- Hvis spillerne mister tilliden til mig og ikke tror på mine ideer, fordi de frygter, at der ligger andet, så går det hurtigt galt. Det har de også selv sagt i dag, forklarer træneren.
Også i Aarhus Fremad tager ledelsen afstand til Carsten Hemmingsens handlinger. Herfra har direktør Nicolaj Wittendorff udtalt sagt, at det her bringer spillet i miskredit, og sætter de to aarhusianske hold i et dårligt lys. Derved får hans dumheder konsekvenser for andre end ham selv, mener direktøren.