Møde mellem offer og forbryder en succes

I de seneste måneder har 31 østjyske kriminelle mødt deres ofre for at tale ud om røveriet eller indbruddet.

De usædvanlige møder skyldes en ny ordning med konfliktråd hos politiet, og den er en succes, mener begge de østjyske politikredse:

- Ofrene får genoprettet uretten, der er begået mod dem. De får sat ansigt på den, der har gjort dem ondt, og det virker helende på de psykiske sår, siger vicepolitiinspektør Hans Henrik Hansen, der styrer ordningen hos Sydøstjyllands Politi i Horsens.

Siden marts har kredsen ifølge P4 Østjylland gennemført 16 mæglinger, hvor offer og gerningsmand har mødt hinanden. Det foregår altid sammen med en neutral mægler, som kommer fra politiet. I Århus har Østjyllands Politi gennemført 15 mæglinger på samme tid.

Lederen Nana Ehlert fortæller, at forbryderne næsten altid siger ja til at møde ofrene:

- Det har været lidt overraskende for mig, at mange gerningsmænd gerne vil fortælle deres ofre, at det ikke var personligt, at det ikke sker igen, eller at de ikke er stolte af det. Ofrene er tit lidt mere skeptiske, men bagefter er de glade for mødet. Det gjaldt alle 16 i Sydøstjylland, siger Hans Henrik Hansen.

Ideen er også, at de kriminelle skal holde op med at stjæle og overfalde folk. Om det lykkes, er for tidligt at lave statistik på efter få måneder. Men indtil videre er de medvirkende gerningsmænd i hvert fald stoppet med at begå kriminalitet.

Kilde: P4 Østjylland