Mistede 25.000 kr. i pirat-taxi

Ny fremgangsmåde lokker kunderne

De aarhusianske pirat-taxier har i weekenden tilsyneladende ændret fremgangsmåde, når der skal kapres kunder, og det kostede i weekenden en 20-årig mand 25.000 kr.

I stedet for at cirkulere rundt i midtbyen som en anden taxa, var de to "taxa-mænd" til fods. Udenfor Sams Bar i Klostergade faldt de i snak med den berusede 20-årige, og da de fulgtes ad hen ad gaden, tilbød de at køre ham hjem.

Undervejs foreslog de, at han skulle tanke for en halvtredser benzin, hvor de aflurede hans pinkode ved betalings-automaten, og da de nåede frem til bestemmelsesstedet i Tordenskjoldsgade på Trøjborg, fik den 20-årige en ordentlig "krammer" til afsked.

Efter at have sovet brandert ud, kunne han op ad søndagen ikke finde sit dankort, og da han ringede for at spærre det, fik han besked om, at det allerede var sket. Saldoen var minus 21.000 kr. i stedet for plus 4.000 kr. som da byturen startede.

Østjyllands Politi advarer - endnu en gang - mod at benytte byens pirat-taxier, og efterlyser samtidg to mørkhårede, korthårede udenlandske mænd, 25-30 år, 180-185 cm. Høje som taler dansk med accent. De kørte i en mørk bil