Mismod i symfoniorkester

De bliver færre og færre musikere i Aarhus Symfoniorkester, og det betyder, at der er værker, som orkestret ikke længere kan opføre

03:55

1 af 2

I Aarhus Symfoniorkester har de meget svært ved at forstå byens politikere. Musikerne føler nemlig, at politikerne lover et og gør noget andet.

I orkesteret er de nu så få musikere, at de ikke kan spille nogle af de kendte værker af for eksempel den danske komponist Carl Nielsen.

- Der er jo et mismod, fordi det er sådan lidt, hvad vil man med os?, lyder det fra Palle Kjeldgaard, der er musikchef i Aarhus Symfoniorkester.

Den 29. august 2013, på det tidspunkt var der 71 musikere i Aarhus Symfoniorkester, vedtog Aarhus Byråd en principbeslutning om, at orkestret skulle bringes op på 96 musikere over en årrække.

Men siden er der sket det modsatte, og orkestret er gået fra 71 til 65.

- Det er ikke sjovt, at man hele tiden får af vide, at de vil satse på orkestret, og at vi skal være flagskib og så videre, men pengene kommer bare ikke med, siger Flemming Aksnes, der er solohornist i Aarhus Symfoniorkester.

I dag er de derfor fortsat 65 musikere i orkestret, og det sætter sine begrænsninger.

- Vi kan jo ikke rationalisere som alle mulige andre. Du har en komponist, Carl Nielsen for eksempel, som skriver en symfoni, og han skriver, hvor mange instrumenter han skal bruge i den symfoni, og så kommer det altså til at lyde ret sjovt, hvis vi lige pludselig fjerner nogen. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, siger Palle Kjeldgaard.

Du kan se mere om Aarhus Symfoniorkester i tv-indslaget øverst på siden.