Misbrugscenter skifter navn
Misbrugscenter Syddjurs skifter navn til Rusmiddelcenter Syddjurs, for at favne bredere
Det skræmmer for mange væk fra behandling, når ordet misbrug indgår i behandlingstilbuddet. Det mener Bente Helweg-Mikkelsen, der er leder af det, der tidligere hed Misbrugscenter Syddjurs, men som nu har skiftet navn til Rusmiddelcenter Syddjurs.
- Rusmiddel dækker mere bredt både stoffer og alkohol. Det signalerer også, at man ikke behøver at være i et misbrug for at få hjælp, det kan også være en periode med et overforbrug, siger Bente Helweg-Mikkelsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun bryder sig ikke om klangen af ordet misbrug i sammenhæng med centeret.
- 'Misbrug' sender nogle signaler, som måske kan være forkerte. Det kan være svært at tage det første skridt og få gjort noget ved det i tide, og det er det, vi gerne vil hjælpe til, siger Bente Helweg-Mikkelsen.
Hun oplyser, at der er cirka 120 personer indskrevet på centeret i øjeblikket, hvor også pårørende er velkomne til at henvende sig. De henvendelser er der ikke tal på.