Ministerium gav ulovlige afslag i årevis

Integrationsministeriet har givet ulovlige afslag på statsborgerskab, mener professor ved Aarhus Universitet

Frem til 2010 har Integrationsministeriet ladet hånt om en FN-konvention og gennem flere år givet ulovlige afslag på statsborgerskab til mindst 22 unge statsløse palæstinensere.

- Ministeriets praksis har været ulovlig i den forstand, at vi har handlet i strid med konventionen, siger professor, dr.jur. ved Aarhus Universitet Jens Vedsted-Hansen efter at have set Informations gennemgang af sagen.

Ifølge FN-konventionen har statsløse unge, som er født i Danmark, krav på statsborgerskab, også selv om de ikke lever op til de almindelige krav om blandt andet sprogfærdigheder og kendskab til dansk kultur.

Det har de 22 palæstinensere, der alle er født her i landet, alligevel ikke fået, og selv om ministeriet nu har sat en stopper for den ulovlige sagsbehandling, fortsætter ministeriet med at fortie over for gruppen af statsløse unge, som ikke har søgt, at de har mulighed for at søge på særlige betingelser.

- At der viser sig at være en gruppe statsløse, som er født i Danmark og faktisk har søgt, men som har fået afslag, er selvfølgelig helt galt, siger indfødsretsekspert Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder, til Information.

- Men det er altså også et alvorligt problem, at man ikke informerer generelt, så de unge statsløse kender deres rettigheder, forklarer hun.

SF's indfødsretsordfører, Hanne Agersnap, er forbløffet over sagen:

- Vi har ikke haft fantasi til at forestille os, at ministeriet kunne behandle sagerne i strid med gældende regler. Har der været tale om ulovlig sagsbehandling, skal det have konsekvenser, siger hun.

Integrationsministeren har ikke ønsket at kommentere sagen overfor Information.