Minister ser positivt på bro
Vil gerne snakke videre om brugerbetalt forbindelse
Den socialdemokratiske borgmester i Randers Henning Jensen Nyhuus var i dag på "morgenvandring" med tre Vesntre-folk på valgturne med trafikminister Hans Christians Schmidt i spidsen.
Emnet var trafikbelastningen på Randers Bro, der hver dag passeres af 45.000 køretøjer, hvilket er 50 procent flere end der kører på Storebæltsbroen.
Ifølge en pressemeddelelse fra Randers kommune var der bred enighed mellem ministeren, borgmesteren og de to øvrige deltagere, Venstre-folketingsmedlemmerne Kim Andersen og Michael Aastrup Jensen om, at der skal gennemføre en aflastning af Randers Bro.
Ministeren vurderede, at det projekt, Randers Kommune har lagt frem for en ny østlig forbindelse over fjorden, er interessant.
- Det er et projekt, vi er nødt til at have med, når vi skal diskutere infrastruktur, sagde Hans Christian Schmidt, der bl.a. glædede sig over, at projektet fra starten forudsætter, at det er brugerne, der skal betale forbindelsen, og at det dermed ikke kommer til at koste skatteyderne noget.
Projektet består i enten en bro eller tunnel over fjorden i området ved Assentoft, som skal betales af brugerne, på samme måde som det i dag sker på Storebælt. Det er forudsat at betalingen vil blive på 10 kr. pr. personbil og 20 kr. pr. lastbil, ligesom der også vil være mulighed for at få en brobizz.
Den brede enighed på mødet betød, at transportministeren, når valget er overstået, vil invitere Randers Kommune til møde i Transportministeriet for at gå projektet mere detaljeret igennem