Minister drages ind i adoptionssag

Morten Østergaard fra de radikale stiller spørgsmål til familieministeren, der ellers har afvist af blande sig i den omstridte adoptionssag

Familieminister Carina Christensen bliver nu draget ind i sagen om den seksårige pige fra Nimtofte på Djursland, der skal bortadopteres til en fremmed familie i stedet for at blive hos sin plejefamilie.

Hun har ellers tidligere afvist at blande sig i sagen, men folketingsmedlem Morten Østergaard fra Århus har nu sendt en række spørgsmål til familieministeren.

Morten Østergaard spørger blandt andet om "ministeren mener, at barnets tarv er tilstrækkeligt sikret i sagen om bortadoption af en 6 årig pige på Djursland"?

og:
"Er der efter ministerens opfattelse væsentligere hensyn end hensynet til barnets tarv, som kan retfærdiggøre at handlingskommunen tilsidesætter en undersøgelse af barnet, som viser at det ikke er i stand til at klare et skift i primære omsorgspersoner, for at effektuere en adoptionsnævnsafgørelse"?

I mellemtiden er en underskriftsindsamling i protest mod bortadoptionen nået op på 12.000 underskrifter.