Mindre overskud
Vindmøllekoncernen Vestas sælger flere møller, men tjener færre penge
2010 blev endnu et hårdt år for den danske vindmøllegigant Vestas.
Alene i Danmark måtte 2000 ansatte sige farvel og tak og samlet sagde Vestas farvel til 3000 medarbejdere på verdensplan.
På plussiden tæller, at selskabet har fået flere ordrer og øget salget. Det smitter bare ikke for alvor af på bundlinjen. Resultatet før skat nåede således blot op på 1,8 milliarder kroner mod 1,5 milliarder året før.
- 2010 har været et svært år, men Vestas har klaret sig nogenlunde. Specielt har vi jo fået en meget flot ordreindgang, siger bestyrelsesformand Bent Carlsen til nyhedsbureauet Direkt.
Vestas omsatte for cirka 51,6 milliarder kroner mod 37,9 milliarder kroner året før. Og årets indgang af nye ordrer nåede op på knap 8700 megawatt mod blot 3072 megawatt året før.
Dermed når Vestas den omsætning og indtjening, som koncernchef Ditlev Engel og Co. meldte ud i slutningen af november. Men fabrikslukninger og afskrivninger trækker overskuddet ned på et beskedent niveau.
Alene i fjerde kvartal leverede Vestas et rekordstort antal nye møller på i alt 2557 megawatt. Over hele året steg leverancerne af møller fra knap 4800 megawatt til omkring 5800. Og virksomheden har været i stand til at fastholde en indtægt på omkring en million euro, eller cirka 7,5 millioner kroner, per megawatt. Det er ganske pænt, mener Sydbanks senioranalytiker Jacob Pedersen.
- Der er meget, der tyder på, at prispresset på Vestas har været overvurderet, siger Jacob Pedersen til Ritzaus finanstjeneste RB-Børsen.
I år venter ledelsen i Vestas en udvikling, der er en anelse bedre end i 2010.
- Konkurrencen er fortsat hård, og vi forventer ikke, at den bliver mindre. Men Vestas har vist, at vi kan klare os i den konkurrence, siger Bent Carlsen.
Indtjeningen på nye produkter i Vestas begynder dog først at slå rigtigt igennem i 2012.