Millionkup kunne have givet dobbelt udbytte

Snarrådige ansatte fra Danske Bank sikrede 30 millioner kroner under det store tyveri i Brabrand i december 2007.

Da fem mænd den 27. december 2007 slap af sted med 26,7 millioner kroner fra Danske Banks fordelingscentral, var det kun en hurtig indgriben af bankens personale, der gjorde, at udbyttet ikke blev dobbelt så stort.

En kilde med indgående kendskab til efterforskningen fortæller til Ekstra Bladet, at to ansatte under tyveriet greb fat i en pengepakket vogn og flygtede i sikkerhed i en kælder.

Pressechef hos Danske Bank, Jonas Torp, bekræfter hændelsen, men vil over for avisen ikke oplyse det eksakte beløb.

I øjeblikket kører en retssag ved byretten i Århus. Her er i alt fem personer sigtet for at stå bag kuppet, der er det fjerdestørste nogensinde i Danmark.