Millionkrav mod menighedsråd
3F kræver efterbetaling til tusindvis af ansatte
3F er på vej med en stribe sagsanlæg mod menighedsråd. De kan ende i tocifret millionerstatning til ansatte, der i årevis har fået for lidt i feriepenge, skriver Fagbladet 3F.
Forbundet har netop anlagt to prøvesager mod menighedsråd i Agerskov og Silkeborg. Sagerne kan ende med krav om efterbetaling til tusindvis af ansatte, der siden 1990 har fået for lidt i feriepenge.
Kirkeministeriet erkender den manglende betaling. Men hævder, at sagen er forældet.
- Men den kan ikke være forældet, for hverken medarbejderne eller de faglige organisationer har haft en jordisk chance for at vide, at man havde et krav at gøre gældende, siger Hanne Gram, forhandlingssekretær i 3F's offentlige gruppe til Fagbladet 3F.
Kirkeministeriet vil ikke drøfte sagen, så længe den står over for at skulle behandles ved domstolene, oplyser specialkonsulent Finn Skjoldan fra ministeriet.