Millioner til sejlsportscenter
Gigant-donation gør Aarhus til sejlsportsby
Et kommende internationalt sejlsportscenter i Aarhus er rykket et stort skridt nærmere.
A.P. Møllers Fond har besluttet at donere 36 mio. kr. til centret, der skal bygges på Aarhus Ø i byens havn.
Grunden stilles til rådighed af Aarhus Kommune, og med den nye donation er opførelsen af det kommende sejlsportscenter rykket et stort skridt nærmere. Det oplyser direktør for Sailing Aarhus Thomas Capatani Nielsen i en pressemeddelelse.
Sidste år blev der gennemført en arkitektkonkurrence for at finde frem til den endelige udformning af sejlsportscentret. Også dengang donerede A.P. Møllers Fond penge.
Vinderforslaget blev udarbejdet af arkitektfirmaet Entasis i samarbejde med Praksis Arkitekter, Henry Jensen A/S og Schønherr A/S.
- Jeg er utrolig glad for og stolt af den flotte donation fra A.P. Møllers Fond til et sejlsportscenter i Aarhus. Det giver et kæmpemæssigt rygstød til projektet, så vi, i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad i 2017 og ISAF VM i 2018, har sejlsportsrammer i verdensklasse, siger borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S).
En arbejdsgruppe bag projektet skal nu i gang med fundraising, projektering og lokalplanudarbejdelse, inden byggeriet af sejlsportscentret kan gå i gang.