Millioner muligvis på vej til kommuner: Ingen tør juble endnu

Selv om Randers Kommuner muligvis har udsigt til at få 58 mio. kroner fra staten, er ingen besparelser aflyst

02:08

VIDEO: Nete Ankerstjernes datter går på Firkløverskolen, som muligvis står overfor besparelser.

Kommunerne er blevet snydt for store pengesummer.

Det mener et flertal udenom regeringen, som gerne vil sende flere af millionerne tilbage.

Helt konkret vil flertallet på Christiansborg fordele to milliarder kroner til kommuner, der er blevet snydt af den ordning, som ellers skulle tilgodese kommuner med mange lavt uddannede udlændinge.

Det betyder, at en del kommuner har fået langt mere, end de burde. Andre har mistet. Det gælder blandt andet Norddjurs Kommune, som ifølge det nye udspil vil få 12 millioner kroner. Det samme gælder for Silkeborg. Randers Kommune kan få op imod 58 millioner kroner.

Randers er den østjyske kommune, der får flest penge retur. Hvis det altså bliver vedtaget i Folketinget.

- Vi foreslår at flytte et milliardbeløb fra statskassen og over til kommunekassen. Sådan at der kommer en bedre grundøkonomi i nogle af de kommuner, der især er trængte. Det skulle gerne gøre, at der er luft til at lægge et bedre velfærdsbudget. Ikke mindst for ældre og børn, siger Mette Frederiksen (S), der er formand for Socialdemokratiet til TV2 ØSTJYLLAND.

Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen (S) vil sende et milliardbeløb fra statskassen til kommunerne.

Specialskole risikerer besparelser

Nete Ankerstjernes datter går på Firkløverskolen i Randers.

Det er et specialskoletilbud til børn med forskellige udfordringer som for eksempel autisme, ADHD, tourette, OCD, og angst.

Skolen risikerer at skulle spare penge næste år, fordi Randers Kommune vil skære en halv procent på hele serviceområdet. Hun håber, at de ekstra millioner fra staten kan sende besparelserne retur.

Jeg havde et barn, der sad og slog hovedet ind i en væg og kradsede sig selv, da hun var seks år.

Nete Ankerstjerne, mor til et barn på Firkløverskolen, Randers

- Jeg havde et barn, der sad og slog hovedet ind i en væg og kradsede sig selv, da hun var seks år, siger Nete Ankerstjerne.

Datteren har brug for ro omkring sig, kendte voksne, struktur og genkendelighed.

- Det kræver bare, at der er nogle voksne, der ved, hvad de har med at gøre. Hun kræver en til en, siger Nete Ankerstjerne.

Læs også Ny skole pludselig i spil til lukning: - Jeg er rigtig ked af det

Skolen holder vejret

Firkløverskolen er tidligere blevet ramt af besparelser.

- Der er flere børn i klasserne nu. Hun sidder i en klasse med otte elever. De startede med at være fem. Antallet af voksne er stadigvæk det samme, siger Nete Ankerstjerne.

I øjeblikket holder skolen igen vejret. I det netop indgåede budgetforlig i Randers kommune vil politikerne skære 20 millioner på kommunens samlede udgifter på serviceområdet.

- Man har ondt i maven og sover ikke særlig godt, siger Nete Ankerstjerne.

Læs også Københavnerpiger på landet: - Vi flytter på gård når vi er gamle nok

Ender med ren opbevaring

Det er stadig uklart, om Firkløverskolen skal rammes igen.

- Højst sandsynligt skal vi. Og det bliver bare et dårligere skoletilbud til mit barn. På den lange bane bliver det måske bare opbevaring, og så bliver det dyrere i den anden ende, siger Nete Ankerstjerne.

Randers kommune er på vej til at spare. Samtidig med at der kan være 58 millioner kroner i kompensation på vej fra statskassen til Randers’ kommunekassen.

- Så bliver det tal, der flyver fra den ene kasse til den anden, siger Nete Ankerstjerne.

Det med at vi så får noget tilbage, og så tager de noget… det er ikke til at finde ud af for os forældre, der står i det.

Nete Ankerstjerne, mor til et barn på Firkløverskolen, Randers

Selv om kommunen skulle få en økonomisk indsprøjtning er Nete Ankerstjerne langt fra imponeret.

- Det med at vi så får noget tilbage, og så tager de noget… det er ikke til at finde ud af for os forældre, der står i det, siger Nete Ankerstjerne.

Hun har ikke den store tillid til politikerne og deres regnestykker. Men hun håber, at 58 millioner kroner kan betyde, at besparelser bliver taget af bordet.

- Men jeg tvivler. Jeg er blevet lidt pessimistisk, siger Nete Ankerstjerne.

Show me the money

Borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen (S), vil se pengene på kommunens bankbog, før han begynder at diskutere, hvor de skal bruges.

- Hvis der pludselig er et flertal i Folketinget, der ikke vil alligevel, risikerer vi, at vi ingenting får, så vil det være helt håbløst, hvis vi har fået skabt nogle forventninger, som vi ikke kan leve op til, siger Torben Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

02:46

VIDEO: Torben Hansen (S) er ikke meget for at diskutere, hvor de 58 millioner skal bruges, før han har set pengene på kommunens bankbog. Hør hele interviewet her.

Luk video