Million-gæld giver plads til ukrudt

Borgere må acceptere mere ukrudt den kommende sommer.

Efter en hård vinter, hvor snerydning har givet kommunekassen et efterslæb på 6,5 mill. kr., har Skanderborg Kommune ikke råd til at vedligeholde sine mange grønne arealer.

I alt skal der spares tre mill. kr. på klipning og oprydning i vejkanter, beskæring af træer og buske og vedligeholdelse af kommunens mange grønne områder.

SF's Claus Leick, der er formand for miljø- og planudvalget, erkender, at konsekvensen bliver langt græs og mælkebøtter i sommerens løb:

- Der er garanteret nogle borgere, der vil være ærgerlige over det, men vi er nødt til at have genoprettet økonomien på vintervedligeholdelsen, siger Claus Leick til Horsens Folkeblad.

Ifølge Claus Leick er Skanderborg  Kommune fast besluttet på, at vintergælden skal udryddes i år.