Midttrafiks app er klar fra den 15. maj
Ny app til mobilbetaling er klar om et par måneder
Der venter en helt ny oplevelse for passagererne i bybusserne om et par måneder, for Midttrafik lancerer en app til mobilbetaling den 15. maj.
Den nye app vil blandt andet gøre livet lettere for rejsende, der ikke har lyst til at bruge tid på at anskaffe et månedskort eller for dem, der sjældent går rundt med kontanter.
Midttrafik med på vognen
Andre steder har det været muligt at benytte mobilbetalingsløsninger gennem længere tid, og nu er Midttrafik altså også kommet med på vognen.
- Vi har mange produkter på hylden, og det kommer lidt efter lidt, og nu er vi her med den her mobile betalingsløsning, fortæller Mette Julbo, der er vicedirektør i Midttrafik, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mette Julbo er overbevist om, at app'en bliver en succes, og hun skæver blandt andet til DSB's kunder, der er meget glade for DSB's app.
Endelig: Snart kan du betale med mobilen i bussen
App'en åbner op for, at man kan købe meget andet end en dagsbillet.
- Først og fremmest kan man købe en kontantbillet, klippekort med rabat, forskellige arrangementsbilletter for eksempel et turistprodukt, hvis man kommer til Aarhus som turist, og man kan også tage en tur i Djurs Sommerland på mobilen, fortæller Mette Julbo.
Der er også mulighed for at printe billetten hjemmefra, hvis man ikke har mobiltelefon.
Se hele interviewet med Mette Julbo i ovenstående video.