Micon-medarbejdere bag proformahandel

Ledende medarbejdere solgte vindmølle til sig selv for at sikre statstilskud.

Foto: Colourbox

To ledende medarbejdere hos vindmøllekoncernen NEG Micon solgte i efteråret 1999 en vindmølle til sig selv. De ville sikre koncernen en millionordre og samtidig sørge for, at møllen kunne sælges videre med et attraktivt statstilskud til el-produktionen.

Den plan har Vestre Landsret nu sat en endelig kæp i hjulet på, og staten slipper dermed for at betale et tilskud på 17 øre per kilowatt, møllen har produceret siden 1999. Landsretten mente i enighed med Energistyrelsen og Energiklagenævnet, at der var tale om et proformaarrangement,

som ikke berettigede til tilskuddet.

NEG Micon havde i efteråret 1999 store økonomiske problemer og er siden fusioneret med Vestas. I efteråret havde man planer om en vindmøllepark på fem møller ved Gettrup syd for Hobro. De fire møller blev hurtigt solgt, men der var problemer med den femte. Køberen fik kolde fødder, og Micon risikerede et milliontab, da lokalplanen krævede fem vindmøller - eller

ingen. Derfor fandt de to konsulenter ud af, at de kunne lave et interessentskab, der bestilte møllen hos NEG Micon. Så fik arbejdsgiveren ordren, og møllen ville få statstilskuddet.

Interessentskabet havde derefter otte måneder til at finde investorer.

Systemet var helt risikofrit for de to medarbejdere, da de ikke skød penge i selskabet. Det var NEG Micon, der betalte alle udgifter og byggede møllen. I marts blev der holdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor nye interessenter trådte til, og stifterne trak sig. I juni

blev møllen tilsluttet el-nettet, og i august betalte interessenter NEG Micon de 6,2 mill. kroner, som møllen havde kostet. Men der var ikke indgået en bindende kontrakt inden årsskiftet, da de to stiftere hverken havde evne eller mulighed for at købe møllen. Møllen kan derfor ikke godkendes som "eksisterende" før årsskiftet, hvilket er en betingelse for at opnå statsstøtten.

Efter nederlaget skal møllelauget betale sagens omkostninger

med 78.000 kroner.