Michael Laudrup: Faxe ovenpå igen
Michael Laudrup glæder sig over, at John Faxe Jensen har fået nyt job efter fyringen i Randers FC
Der lyder stor anerkendelse over John Faxe Jensens ansættelse som assistenttræner i Blackburn fra Michael Laudrup.
Han mener næsten, stillingen i Premier League-klubben svarer til at være cheftræner i mange andre ligaer.
- Jeg er rigtig glad på Johns vegne. Jeg er glad for, at han kommer ovenpå igen efter tiden i Randers.
- Det er et stort job. For assistenttræneren i England står reelt for træningen. Manageren har meget større magt end i resten af verden, idet han også står for køb og salg af spillere. Så at være assistent i England svarer næsten til at være cheftræner andre steder, siger Michael Laudrup til B.T.
Blev fyret i Randers FC
John Faxe Jensen blev fyret i Superliga-klubben Randers FC efter et meget skuffende efterår i 2009, men Michael Laudrup kalder det alligevel et "scoop" for Blackburn at hente Laudrups tidligere højre hånd til klubben.
- Jeg er helt sikker på, at han nok skal gøre det godt derovre. Han har selv spillet i Premier League og kender ligaen rigtig godt. Det er vigtigt at kende noget til de spillere, der er i klubben, og dem som er i resten af ligaen, vurderer Laudrup.
John Faxe Jensen indkasserede lørdag et nederlag i sin debut for Blackburn, og han holdt sig lidt mere tilbage, end man ellers har set ham gøre i Superligaen.
- Det var fedt. Først skulle jeg lige vænne mig til at være tilbage i verdens bedste liga mod et af verdens bedste hold. Men det var en fantastisk følelse.
- Indtil videre holder jeg mig lidt tilbage. Jeg har til opgave at coache spillerne individuelt, og der handler det også om at opleve, hvordan de agerer på banen og i omklædningsrummet. Når vi ved mere om det, vil man også se mig meget mere aktiv på sidelinjen, siger John Faxe Jensen til avisen.