Metallica til Horsens
Metallica indvier nyt koncert-spillested i byen
USA's største heavy-band, Metallica, skal stå for den slagkraftige indvielse af Horsens' nye, udendørs koncertspillested Fængslet - det tidligere Statsfængsel i Horsens.
Det sker med en koncert onsdag den 6. juni, hvor Metallica vil genoplive bandets absolut bedst sælgende plade: det 20 år gamle "The Black Album", skriver Horsens Folkeblad.
- Med Metallica er vi virkelig i den tunge rocks topklasse, og vi glæder os vildt til at præsentere bandet, siger Frank Panduro, direktør for Horsens & Friends.
Samtidig ser han frem til at tage Fængslet i brug, efter det nu har stået tomt i fem år.
- Vi indretter et koncertområde med plads til 40.000 tilskuere på plænerne vest for fængslet, og jeg er overbevist om, at netop Metallica er det rette band til at demonstrere, hvordan en koncert skal afvikles i disse unikke og rustikke omgivelser, siger Frank Panduro.