Mere handel på Torvet i Grenaa
Fremover skal det være muligt at sætte boder op om søndagen
Der skal sælges endnu flere gulerødder, blomster og æg fra boderne på Torvet i Grenaa.
En række politikere i Norddjurs Kommune ønsker at udvide åbningstiderne for de handlende. I dag må de handlende på Torvet kun sætte boder op om onsdagen og lørdagen.
Står det til et politisk flertal i kommunens miljø- og teknikudvalg skal de handlende i fremtiden også have mulighed for at sælge deres varer om søndagen. Bliver forslaget vedtaget, er det dermed muligt at handle på Torvet tre dage om ugen.
Foruden den ekstra åbningsdag skal de handlende også have mulighed for at udvide åbningstiden frem til kl. 18. I dag skal boderne fjernes kl. 14.
Medlemmerne af økonomiudvalget i Norddjurs Kommune tager på tirsdag i næste uge stilling til forslaget om at gøre søndag til ny torvedag i Grenaa.