Mejlgade fester alligevel
Mejlgade for Mangfoldighed fester i filmbyen
Dette års udgave af Mejlgade For Mangfoldighed er som bekendt blevet aflyst - og så alligevel ikke helt. I dag fester Mejlgade for Mangfoldighed i Filmbyen i stedet.
- Vi er i fuld gang med at stille op og gøre klar i Filmbyen, siger Sarah Jarsbo, som er kommunikationsansvarlig for Mejlgade For Mangfoldighed.
- Det er ikke en trøstefest, for det har vi haft. Men vi er mange, som har arbejdet længe med festivalen, der var hyret kunstnere, musikere og fundet frivillige. Energien omkring det hele har været god, og vi ønskede ikke, at ilden omkring det skulle blive slukket.
Til arrangementet i Filmbyen vil der udover musik også være kunstinstallationer og en lounge, hvor der vises film.
- Omkring 2500 har tilmeldt sig på vores facebook-side, så vi håber, at rigtig mange kommer og fester med os, siger Sarah Jarsbo.
Festen i Filmby Aarhus starter i aften kl. 22.00.