Medicin fra genmodificeret plante ved Århus
Udenfor Århus vokser der planter, som er blevet tilsat et menneskeligt gen, så de kan lave aktive stoffer til medicin.
Om få år kan vi sandsynligvis købe medicin, der er produceret ved hjælp af genmodificerede planter, skriver 24timer.
Forskere fra hele verden arbejder på at udvikle alt fra forkølelsesmedikamenter til hiv-medicin ved hjælp af helt almindelige planter. De bruger genteknologi til at manipulere planter som kartofler og majs, så kan producere aktive stoffer til medicin.
Også Danmark er med på gen-bølgen. Uden for Århus vokser der planter, som er blevet tilsat et menneskeligt gen.
-Vi har indsat en kopi af et menneskeligt gen i den lille plante gåsemads arvemasse. På den måde kan vi bruge planten som en slags grøn fabrik, fortæller biolog Lars Berglund, direktør i firmaet Cobento.
Den nye teknologi kan måske gøre vacciner og medicin mod sygdomme som hiv så billig, at selv Afrikas fattigste kan få adgang til dem, og eknologien giver også muligheder for at udvikle nu medicin. Men der er også farer ved den nye teknologi.
- Det er en helt forrykt risiko at løbe. Når man laver medicin på planter, der ligner fødevarer, er der risiko for at de ender i vores mad. Og at dyrke planter, der er genmodificeret til at indgå i medicinproduktion på marker svarer det til at lade ingredienser til medicin ligge og flyde uden for medicinalfabrikker, siger Dan Belusa,GMO-ekspert hos Greenpeace.