MC'er dræbt med høj fart
Motorcyklist kolliderede med personbil i landsby nær Horsens
En motorcyklist er død af de kvæstelser, som han pådrog sig søndag eftermiddag, hvor han med høj hastighed kørte ind en personbil i en østjysk landsby.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
- Han er død af sine kvæstelser, fortæller vagtchef Bent Hedeager Nielsen.
Umiddelbart efter trafikulykken blev motorcyklisten, en 39-årig mand fra Aarhus-området, hastet til Aarhus Kommunehospital og indlagt på traumecentret.
Men hans liv stod ikke til at redde.
Rigelig fart på
Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvem der bærer ansvaret for ulykken, der fandt sted i landsbyen Nim mellem Horsens og Brædstrup.
Det står dog klart, at manden på motorcyklen har haft rigeligt med fart på.
- Det ligger rimeligt vidnefast, at motorcyklisten har kørt med meget høj hastighed. Motorcyklen er skilt ad i hoveddele, og bilen er totalskadet.
Mens sammenstødet kostede motorcyklisten livet, er manden i bilen til gengæld sluppet relativt billigt fra ulykken.
- Bilisten er indlagt på Horsens med skader på nakken, men det er ikke noget kritisk, fortæller Bent Hedeager Nielsen.
- Heldigvis var bilisten alene, for motorcyklisten rammer ind i højre side på bilen, og havde der været en passager, havde det ikke set godt ud, tilføjer vagtchefen.
Ulykken skete i landsbyen Nim nordvest for Horsens: