Maskeret røver på plejehjem

Forsøgte at true sig til medicin med en hammer

En maskeret røver forsøgte fredag aften at true sig til medicin på et plejehjem på Holmegårdsvej i Højbjerg.

Med ansigtet dækket af en elefanthue opsøgte den 23-årige mand plejehjemmet kort efter klokken 22.

- Under trussel med en hammer udbad han sig medicin, men fik ikke noget udleveret. En patrulje blev tilkaldt og kunne efterfølgende anholde manden, oplyser Østjyllands Politi.

Den uheldige røver kommer fra Aarhus-forstaden Viby. Han fremstilles lørdag i grundlovsforhør i Aarhus. Her vil politiet kræve ham varetægtsfængslet.