Måske færdig med fodbold
Randers FC-spilleren Nocko Jokovic' karriere er i fare efter en knæoperation.
1. apr 2004, kl. 09:36
Mere end 30 dage gammel
Nocko Jokovic fra Randers FC er måske færdig med fodbold.
Den 30-årige angriber med en fortid i AGF og Silkeborg IF var udset til at skulle være med til at sikre Randers FC oprykning til superligaen, men på grund af en skade har han på intet tidspunkt været på banen i løbet af denne sæson.
Nocko Jokovic gennemgik i går en knæoperation, og efter en uges ro er det meningen, at han skal gå i gang med genoptræningen. Randers FC's fysioterapeut, Finn Thomsen, fortæller til Randers Amtsavis, at Nocko Jokovic i bedste fald kan være klar i løbet af to måneder, men han gør også opmærksom på risikoen for, at Nockovic måske er færdig med fodbold på topplan.