Martin J. har mod på mere

Landskampen mod Norge behøver ikke blive min sidste, siger AGF-profilen

Foto: Allan Baden / badenfoto.dk

Martin Jørgensen troede, at han spillede sin sidste landskamp i karrieren, da han fik en halvleg i træningskampen mod Tjekkiet i Aarhus i november sidste år.

Men med tirsdagens ekstraindkaldelse til landsholdstruppen forud for EM-kvalifikationskampen mod Norge er der mulighed for, at Jørgensens landskampantal øges fra de nuværende 100.

Selv tør AGF'eren dog ikke gætte på, om det bliver til spilletid mod nordmændene.

- Morten Olsen har ikke lovet mig hverken det ene eller det andet, og jeg har ingen forventning om at skulle have spilletid, siger han.

Skal slås om spilletid

Alt tyder på, at han skal slås med Niki Zimling og Jakob Poulsen om spilletid på den defensive midtbane.

- Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg står i den kamp. Et eller andet sted er jeg jo nok bagest, men siden han har udtaget mig, tænker han måske noget andet, mener Jørgensen.

Uanset, hvordan Olsens taktikbræt ender med at se ud mod Norge, venter der yderligere et par vigtige kampe i efteråret, hvor Jørgensen også kunne være i spil til en startplads.

Ikke snakket endnu

Det gælder både kampen mod Cypern den 7. oktober, og den muligvis altafgørende kvalifikationskamp mod Portugal fire dage senere i Parken.

- Det er ikke noget, vi har snakket om endnu. Det kræver vel også, at jeg bliver ved med at være god for AGF.

- I sidste ende er det er op til Morten. Jeg nøjes med at tage én kamp ad gangen, siger Jørgensen, der fylder 36 dagen før mødet med cyprioterne.