Marianne løber med en stok

Snørede løbeskoene og tabte 90 kilo. Nu deltager i velgørenhedsløb i Aarhus

00:32

1 af 2

To knæproteser og en delvis lammelse i højre side er ikke nok til at forhindre Marianne Hüche i at begive sig ud på løbedistancer, der ville få de fleste andre til at tabe pusten.

Søndag den 3. maj deltager hun i velgørenhedsløbet Wings for Life World Run i Aarhus. Formålet med løbet er at hjælpe personer med rygmarvsskader. Derfor går overskuddet fra løbet ubeskåret til rygmarvsforskning.

Marianne Hüche har selv en rygmarvsskade, efter at hun for 25 år siden blev ramt af en flugtbilist. Hun tog senere næsten 90 kilo på, men valgte for seks år siden at tage kampen op imod vægten.

I dag dyrker hun triatlon. Løbeturene tilbagelægger hun med sin uundværlige stok.

Forskning er vigtigt

Marianne Hüche er meget taknemmelig for den hjælp, hun har fået. Derfor ser hun frem til det aarhusianske løb om godt to uger.

- Som rygmarvsskadet løber betyder det alt. Det er vigtigt, at der bliver forsket i rygmarvsskader, fordi uden den forskning havde jeg ikke fået den hjælp, jeg havde brug for for at komme dertil, hvor jeg er kommet i dag, siger Marianne Hüche til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Wings for Life World Run afvikles i 33 lande i hele verden. I Danmark begynder løbet i Aarhus.

TV 2 | ØSTJYLLAND bringer i næste uge et indslag om Marianne Hüche. Se en kort video med den viljestærke kvinde øverst i artiklen.