Mårhunden breder sig
GPS-sendere afslører dyrets færden
Den forhadte mårhund er nu så udbredt, at Jægerforbundet bruger GPS-sendere til at spore dem med.
Og der er rigeligt, at holde øje med.
På grund af GPS-senderne, kan Jægerforbundet i Kalø nemlig følge mårhundene og se, at dyret vandrer fra den ene landsdel til den anden. Bare på en enkelt nat kan mårhunden nå at flytte sig op mod 20 kilometer.
Jægerne vil have stoppet rovdyret, der æder sig gennem naturen og når GPS'en først har lokaliseret dyret, slår jæger og jagthund til.
Mårhunden søger mage og forræderen, der udstyres med GPS leder jægerne frem til dem, der gemmer sig. Jægerne skal slå til inden mårhundene finder sammen. Mårhundene yngler stærkt, og et enkelt par kan levere op til 20 hvalpe i et kuld.
I aften holder Danmarks Jægerforbund møde for alle i Rønde, som gerne vil vide mere om mårhunden i Østjylland.
- Det vil kun kunne lykkes os at komme mårhunden til livs, hvis vi trækker på samme hammel. Vi bruger det nyeste og mest avancerede tekniske materiel i form af vildtkameraer, GPS-halsbånd og pejleudstyr. Men når alt kommer til alt, er det folks viden om og forståelse for indsatsen mod mårhunden, der vil være afgørende for, om det lykkes, siger Ole Roed Jakobsen i en pressemeddelelse.
Se historien om Østjyllands mårhunde i vidoeen øverst på siden.