Mange midtjyder går i kirke juleaften

Midtjyderne er landets flittigste kirkegængere juleaften. Især kvinder vil gerne høre om evangelierne.

De fleste kan godt lide at danse omkring træet, hygge og pakke gaverne. Men det dér med at gå i kirke juleaften, er mindre populært.

En hel ny undersøgelse lavet af Gallup viser, at cirka 30 procent af danskerne i år har planer om at høre det glade budskab i kirken. Men gennemsnittet bliver faktisk trukket op af midtjyderne. Her er det 35 procent, der går i kirke.

Ifølge Berlingske Tidende er det især kvinderne, der har planer om at bruge lidt af deres juleaften i kirken. Hvorfor netop kvinderne og midtjyderne har lyst til at gå i kirke, fremgår dog ikke af Gallups undersøgelse.