Mange læser digital post
I Odder Kommune læser 96 procent af de tilmeldte deres digitale post
15.056 borgere i Odder Kommune over 15 år modtager post fra det offentlige i deres digitale postkasse. Ud af dem er det cirka 96 procent, der så læser brevene, viser tal fra Danmarks Statistik.
I Odder glæder de sig over, at mange får læst brevene i postkassen online, men samtidig ærgrer de sig over, at omkring 710 personer ikke tjekker brevene, der indeholder vigtige informationer.
- Det er glædeligt, at borgerne er så gode til at tjekke deres digitale post, siger Bettina Krogh Bille, der er Odder Kommunes digitaliseringskonsulent, til kommunens hjemmeside.
Hun fortsætter:
- Men vi er en smule bekymrede for de 710 borgere, der endnu ikke har været inde og tjekke deres post. For nogle af de 710 er der ganske givet tale om, at de godt ved, at de har modtaget deres lønseddel, SU eller pensionsopgørelse som Digital Post, og som vælger ikke at kontrollere deres post. Men de kan også have modtaget vigtige breve som for eksempel indkaldelse til behandling på sygehus eller meddelelse om, at deres bil skal til syn. Det kan også være andre breve, som de skal svare på inden en bestemt frist.
Bettina Krogh Bille opfordrer derfor dem, der ikke får åbnet de digitale breve, til at gøre det. Og har man problemer med det, eller er man usikker på fremgangsmåden, så er der hjælp at hente.
Borgerne kan enten ringe til en digital hotline på telefonnummer 70 20 00 00, eller også kan de få hjælp fra en frivillig it-hjælper, som Odder Kommune har uddannet. Det kan ske via telefonnummer 29 22 27 62.